Så kan vi endelig vise rigtige fotos fra denne skønne lejlighed.
Stor to-værelses lejlighed i stuen, bestående af et stueområde mod syd og dertil et soveområde mod nord bag en væg næsten ført til loftet, et separat køkken og et badeværelse. Lejligheden har egen indgang fra syd tæt på poolområdet og terrasseområderne her.
Lige ud for indgangsdøren er der i passagen en sydvendt plads til er lille bord og to stole, her vil man have sydsol året rundt.
Der er også udgang mod nord, hvor man om sommeren vil kunne glæde sig over et skyggefuldt område.
Der er også en terrasse mellem Vinhuset og poolen som hører til denne lejlighed.
Her er soveværelse til to (enkeltsenge eller dobbeltseng) samt en sovesofa, der kan trækkes ud i stuen, hvor to af ens børn kan sove. Der vil derudover være et antal ekstra madrasser og barnesenge i rummet ved receptionen, samt ekstra sengetøj her.
Alle lejligheder har de karakteristiske umbriske lofter.
Lejligheden får aircondition, når den kan kobles på den nye aircon-enhed i Vinhuset.