Grotte di Frasassi

Grotte di Frasassi

Lene Brøndum har beskrevet et besøg i Grotte di Frasassi; en eventyrlig verden af farver og stemning i de mageløse grotter, som er nogle af de mest storslåede drypstenshuler i verden.

Fascinerende underjordiske passager munder ud i helt surrealistiske hulelandskaber, der kan ligne store katedraler.
En fortryllet verden, der får en til at tænke på verdens begyndelse.

Grotterne er et komplet, underjordisk økosystem, hvor man stadig kan observere dannelsen af forskellige drypstensformationer, og man hører de små dryp, der i løbet af årtusinder har skabt det arkitektoniske kongerige.
Første gang forskere og geologer stødte på grotterne var i 1948, hvor man fandt den første lille bid af de enorme grotter.
I 1966 fandt man en passage til endnu en bid, men det var først i 1971, at grotterne for alvor blev fundet og udforsket.

Drypstenshulernes farver og former er meget velbevarede, da de ikke har været udsat for slitage eller sollys.
En helt eventyrlig oplevelse at gå gennem grotterne, som at være trådt ind i H.C. Andersens historie om Snedronningen.

Grotte di Frasassi ligger i Marche - og er et besøg værd, hvis man bevæger sig ud af Umbrien i retning af Adriaterhavet.
Adresse m.m. findes på hjemmesiden for Grotte di Frasassi